I Forførerens Dagbog skildrer Kierkegaard forføreren som et særdeles æstetisk bevidst væsen - i hans egen terminologi vel egentlig ÆSTETIKEREN.

Jeg opdagede til min egen overraskelse, at jeg sprang med på vognen: Umiddelbart vil man nok inderligt beklage den arme Cordelia, som bliver Johannes´ (forførerens) offer, men jeg endte næsten med at gøre hende til en genstand - en central brik i forførerens æstetiske spil.

Det er åbenbart ikke så ligetil at score dame PÅ DEN RETTE ÆSTETISKE FACON. Det er et planlægningsarbejde udover det sædvanlige og kræver en ualmindelig dygtig strateg og - med mine ord - manipulator. En sådan er denne Johannes, hvis evige forsvar er PAGTEN MED DET ÆSTETISKE. Og det var netop dén, der gang på gang fik mig til at leve med hans tilsyneladende koldsind; istedet for rasende på mit køns vegne (egentlig ligger der intet til hinder for at en kvinde ku´ indtage forførerens position - altså hvis I spø´r mig) at knalde bogen i, tænkte jeg snarere: Nå ja… sådan kan man selvfølgelig også se på det…

Når det er sagt, vil jeg dog nødig være i Cordelias sko. Ikke fordi læseren præsenteres for hendes ulykke - dagbogen er jo Johannes´ og derfor udelukkende fuld af hans betragtninger og udsagn, som man kan ta´ for gode varer eller ej. Hvor pålidelig han som “forfatter” er, kan sikker diskuteres. Og dagbogen slutter, da forførelsen er tilendebragt, det vil sige, da kopulation har fundet sted, så Cordelias videre virke må stå hen i det uvisse.

Når jeg alligevel tillader mig at mene, at Cordelia ikke er at misunde, siges det nok tydeligst med et citat hentet fra dagbogens allersidste side. Som sagt ledte den perfekt opbyggede forførelse til sexuelt samkvem, og herefter skriver Johannes:”Afskeed vil jeg ikke tage med hende; Intet er mig modbydeligere end Qvindegraad og Qvindebønner, der forandre Alt og dog egentlig ikke have Noget at betyde. Jeg har elsket hende; men fra nu af kan hun ikke mere beskjeftige mine Sjæl. Hvis jeg var en Gud, da vilde jeg gjøre for hende, hvad Neptun gjorde for en Nymphe, forvandle hende til en Mand.” (s. 155 - Aschehoug 2001)

Dén lader vi lige stå et øjeblik - for derefter at tilføje et:”Det er alt for galt… det kan vi virkelig ikke ta´ imod!”

Lund skriver ganske uhøjtideligt om, hvordan vores sprog (læs: dansk) hele tiden ændrer og udvikler sig, hvad det betyder for vores kommunikation, og hvordan det i det hele taget hænger sammen med andre af samfundets bevægelige områder. Og for folk, der ynder ord - vi er jo nogle stykker - må det nødvendigvis være fin læsning.

Jeg kom flere gange undervejs i læsningen til at tænke på min farmor. Hun var født i 1913 og døde i 2005 - altså 92 år gammel. Som barn registrede jeg af og til, at vi vist ikke forstod, hvad hinanden sagde. Hvis jeg f.eks. brugte ordet “dum” om en eller anden, troede farmor nærmest, at jeg mente “evnesvag”… for hende var ordet knyttet til en persons intellekt (eller mangel på samme), hvor jeg (barn, som sagt) bare ville udtrykke, at denne eller hin efter min mening var irriterende, ubehagelig, drillesyg eller noget i den stil.
Og farmor havde det virkelig ikke ret godt med “hej”. Nu om stunder er ordet jo både en velkomst- og en afskedshilsen, men farmor havde det knapt i sit vokabular… “goddag” (på farmor´sk “go´daw”) og “farvel” siger helt sikkert også mere end det lidenskabsløse “hej”. Med et goddag udtrykkes ønsket om, at den, man henvender sig til, må få en god dag. Og på samme vis med farvellet - far vel - kom godt afsted, må din rejse falde heldigt ud, jeg håber, det vil gå dig godt o.s.v.

Lund beklager ikke sprogets ændringer. De er, som ovenfor antydet, jo også udviklinger, og sproget bliver altså ikke fattigere. Det er helt naturligt, til tider nødvendigt, og man kan ikke forhindre det. Men: Man kan alligevel godt tænke lidt over, hvad man siger, og hvordan man bruger det værktøj, sproget er. I mine ører lyder det f.eks. fælt, når nogle gør det alt for voldsomt udi smarte, engelsk-klingende ord og vendinger - og så ikke engang har styr på den tilbagevendende problemstilling omkring “sin”, “hans” og “hendes”… her får man ingen sproglig respekt af mig… og farmor.

I år er det dog fyrre år siden, en af rockhistoriens største milepæle så dagens lys: Den 1. juni 1967 udkom albummet “Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band”. Det siger næsten sig selv, at et sådant jubilæum ikke skal lades overset, og i Fredericia havde man valgt at satse stort!

På Fredericia Teater lørdag d. 6. oktober skulle ikke blot dette ene Beatles-album, men derimod Beatles-kompositioner fra 1965-1969 hyldes og fortolkes, så det var en lyst. Ialt 123 optrædende nåede at være på scenen aftenen igennem og trods det noget lokale præg, var der mange perler imellem.

Personligt var jeg tilstede i salen, fordi to af mine kæreste skulle står på scenen afslutningsvist. Deres bidrag blev udgjort af numrene “Glass Onion”, “Strawberry Fields” og “I´m the Walrus”, og det var SÅ fedt!! Ja, selvfølgelig var det det, for det var jo Beatles udsat for Lisa Vegas!

Og endnu engang sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at mangle ord og begreber, når det drejer sig om at udtrykke noget “stort”. Hvorfor var Beatles det, de var? Og ikke mindst: Hvorfor og hvordan bliver de ved med at være det? Jeg gør mig mine tanker:

For det første må deres musik indeholde noget eviggyldigt - nogle riffs, nogle rytmiske figurer, hvad-ved-jeg, som bare holder!

For det andet indeholder deres samlede produktion en stil- og genremæssig bredde, man næppe finder hos mange andre bands - det vil med andre ord sige, at der indenfor Beatles-repertoiret findes noget for enhver smag.

For det tredje kom de med noget nyt (og her tænker jeg ikke kun på deres frisurer) på et tidspunkt, hvor tiden var moden og modtagelig - det er måske hér mange gode tiltag strander: Der må nødvendigvis være nogen til at elske det i øjeblikket… ellers bliver man først berømt og feteret, når man er død.

For det fjerde var der muligvis mere end én kompositorisk begavelse i det band - Lennon/McCartney-udspil er naturligvis i overtal, men numre som “Something” og “While my guitar gently weeps” må tilskrives George Harrison. En blæret cocktail…

For det femte…

Her er det så, jeg håber, man vil byde ind med flere Beatles-betragtninger.

I denne rim-forbindelse stødte jeg i Karen Blixens “Den afrikanske farm” (1937) på en interessant betragtning gjort af den dame. Nu er det nok værd at bemærke, at man ofte i Blixens forfatterskab ikke kan være helt sikker på, hvad der er fakta og hvad, der er fiktion, men i dette tilfælde er det heller ikke så afgørende. I et ganske kort afsnit, som bærer titlen “Negre og Vers”, fortæller Blixen om, hvordan hun en aften under arbejdet i majsmarken gør den opdagelse, at negrene (ja, det ord var altså ikke forbudt dengang!), trods deres stærke rytmiske sans, ikke kendte til rim. Hun fremsiger for sjov nogle indholdsmæssigt ligegyldige rim, og straks er de indfødte lutter øren: “De forstod hurtigt, at Meningen i Poesi er af underordnet Betydning, og bekymrede sig ikke om Versenes Indhold; …” (Blixen: “Den afrikanske farm”)

Jeg kan dog ikke tilslutte mig, Blixens udsagn om, at poesiens mening er underordnet - snarere tror jeg, det magiske opstår, når indhold og lyd opnår et indbyrdes klimaks, som jeg ikke selv er i stand til at definere nærmere.
Men interessant er det, at da negrene vil have Blixen til at gentage sine rim, siger de: “Tal igen, tal som Regn.” (Blixen: “Den afrikanske farm”) Blixen tager denne formulering som et udtryk for bifald, da regn i Afrika gerne er længselsfuldt ventet og derfor velkomment. Dobbelt interessant bliver udtalelsen, når man kender teksten til C. V. Jørgensens “Skygger af skønhed” fra albummet “Sjælland” (1994). Heri synger Jørgensen:
“Det rimer & det regner…” Som om de to ting helt naturligt hænger sammen!

Nogle år forinden sang han på “Indian Summer” (1988) i nummeret “Det regner i mit hjerte”:
“Det regner & det regner i mit hjerte
Det smager lidt af smerte
Det minder mig om noget”

Der må altså være noget med rim og regn - og hvem andre end C. V. Jørgensen, ladies and gentlemen, kan slippe afsted med at benytte det udskældte, latterliggjorte og håbløst klichefyldte hjerte-smerte-rim uden at blive buh´et ud..?! Kan det muligvis skyldes, at regnen “bløder” udtrykket op?

Min egen formulering af regn-og-rim-teorien går kort ud på, at ordene falder så regelmæssigt som regndråber… de siler og siver, gør de ikke?!

Jeg håber meget på noget respons på dette indlæg. Måske er der nogen, som kender mere til og ved mere om, hvad det er, der rent fysisk sker med os, når vi lægger ører til rim. Jeg tænker, der må findes helt konkrete beskrivelser af, hvordan lyden forplanter sig i øret, så man derved opnår den følelse af BEHAGELIGHED, som det fremkalder. Eller måske er det nærmere en psykologisk proces… at man har en fornemmelse af, hvad der følger, og dét er rart at vide!

For efter nogle måneder blev det i min litteraturklub på demokratisk vis besluttet, at samme Ib Michael skulle have lov at optræde på kommende sæsons værk-liste. Diplomatisk, som jeg er, gik jeg med til det uden at surmule, da jeg selvfølgelig var parat til at give Michael endnu en chance. Ad tilfældighedens vej faldt valget på “Kejserens atlas” (2001) - ja, mig var det naturligvis ligegyldigt… jeg var jo på forhånd totalt uimponeret.

Da tiden for den litteraturaften, hvor “Kejserens atlas” var på dagsordenen, nærmede sig, slentrede jeg på biblioteket, hjembragte et eksemplar og placerede det i en bogkasse. Senere rykkede det nærmere min læse- og lænestol for der til sidst at blive åbnet. Min attitude har givetvis været lettere overlegen, og jeg regnede faktisk med, at det skulle blive sproget alene, der bar min læsning… og det er såmænd også okay.

Og sådan går jo så tit: Man tager til en fest uden engagement, og så ender det med at blive en jeg-går-aldrig-hjem-nat. Man frekventerer en butik uden et egentlig ærinde og ender med at gå derfra med noget, man-simpelthen-ikke-kan-leve-uden og som bare gør-mit-liv-SÅ-meget-bedre. Eller man åbner en bog, og tror man ved, hvad der venter… og så slås man omkuld af - først og fremmest - sin egen forudindtagethed.
DEN VAR INTET MINDRE END FÆNOMENAL!

Når jeg i dén grad imponeredes og indfangedes af “Kejserens atlas”, skyldes det først og fremmest, Ib Michaels evne til i dette værk at levere oplysninger, man som læser i første omgang ikke helt forstår, hvad man skal bruge til. Og endnu vigtigere: at undlade (eller rettere: forsinke) oplysninger, man nærmest higer efter. Når disse så falder, er man med ét fuldstændig med, og denne oplevelse af pludselig at forstå og se sammenhængen er alfa og omega i dette tilfælde.
Jeg vil vove den påstand, at det ikke er nogen nem sag at fremstille et værk på så skrøbelig en form - én forglemmelse eller udeladelse og det hele ville falde fra hinanden. Men der er ingen huller eller ubesvarede spørgsmål tilbage, da værket ender. Selv springene i tid og dimensioner falder i hak og giver fuldstændig mening.

Jeg kan nu afsløre, at jeg nærmest skammede mig, da jeg lukkede “Kejserens atlas”, og min nonchalance var forsvundet i en hemmelig have, hvorfra den sikkert ikke vender tilbage, da kortet med vejen dertil for evigt er gået tabt. Spørg selv shogun Tokugawa…

Der er en kedelig tendens til, at alt for meget musik efterhånden er blevet degraderet til muzak: Det skal udelukkende fornøje - ikke gavne. Det skal suse ind i det ene øre og ud af det andet uden at efterlade sig det mindste spor, og vores medfødte musikalske intellekt står dermed tomhændet tilbage.
Dog er det min påstand, at hvis man indimellem gør sig den anstrengelse at lytte til ordene i en sang, så kan man faktisk være heldig at støde på budskaber og oplysninger, man reelt set kan bruge til noget! Det magiske i sådan et tilfælde er netop, at ordene er ledsaget af musik, hvilket gør, at de får en egen kraft i udtrykket. Jeg håber i mine kommende indlæg at kunne demonstere, hvordan sådan en oplevelse virker. I virkeligheden kræver det blot lydhør-hed… men den har mange slukket for i konsum-samfundets navn.

Og hvorfor så “muslitten”? En muslit er muligvis sådan en slags fugl (ikke at forveksle med en musvit), der ernærer sig af musikalske og litterære indtag, og i fuglens mave bliver disse to fødevarer naturligvis blendet således, at slutresultatet er ovenfor omtalte hybrid.

Endelig skal muslitten opfattes som en to-leddet proces, idet man også her på bloggen vil kunne finde indlæg, der kun drejer sig om én af delene: Når jeg har læst en bog, skal den have et ord med på vejen, ligesom de ørehængere, der fra tid til anden tager ophold i mit musikalske hoved, også skal have deres omtale.

Mit håb er, at folk vil kommentere på mine indlæg, for dialog og diskussion er udvidende i forhold til oplevelsen af musik og litteratur, og vi kan kun blive rigere!