For et års tid siden fik jeg omsider taget mig sammen til at stifte bekendtskab med Ib Michaels forfatterskab. Jeg indledte i den forbindelse læsning af “Vanillepigen” (1991), og da den var tilendebragt, følte jeg mig igrunden ikke specielt beriget. Bevares - sproget var da smukt fyldigt, levende og rigt, men det var vel heller ikke for meget forlangt af en så veletableret og -lidt forfatter?!! Jeg accepterede - næsten - stiltiende, at Ib Michael nok bare ikke lige “var mig”. Og jeg kunne jo undlade fremover at give mig i kast med samme… troede jeg.

For efter nogle måneder blev det i min litteraturklub på demokratisk vis besluttet, at samme Ib Michael skulle have lov at optræde på kommende sæsons værk-liste. Diplomatisk, som jeg er, gik jeg med til det uden at surmule, da jeg selvfølgelig var parat til at give Michael endnu en chance. Ad tilfældighedens vej faldt valget på “Kejserens atlas” (2001) - ja, mig var det naturligvis ligegyldigt… jeg var jo på forhånd totalt uimponeret.

Da tiden for den litteraturaften, hvor “Kejserens atlas” var på dagsordenen, nærmede sig, slentrede jeg på biblioteket, hjembragte et eksemplar og placerede det i en bogkasse. Senere rykkede det nærmere min læse- og lænestol for der til sidst at blive åbnet. Min attitude har givetvis været lettere overlegen, og jeg regnede faktisk med, at det skulle blive sproget alene, der bar min læsning… og det er såmænd også okay.

Og sådan går jo så tit: Man tager til en fest uden engagement, og så ender det med at blive en jeg-går-aldrig-hjem-nat. Man frekventerer en butik uden et egentlig ærinde og ender med at gå derfra med noget, man-simpelthen-ikke-kan-leve-uden og som bare gør-mit-liv-SÅ-meget-bedre. Eller man åbner en bog, og tror man ved, hvad der venter… og så slås man omkuld af - først og fremmest - sin egen forudindtagethed.
DEN VAR INTET MINDRE END FÆNOMENAL!

Når jeg i dén grad imponeredes og indfangedes af “Kejserens atlas”, skyldes det først og fremmest, Ib Michaels evne til i dette værk at levere oplysninger, man som læser i første omgang ikke helt forstår, hvad man skal bruge til. Og endnu vigtigere: at undlade (eller rettere: forsinke) oplysninger, man nærmest higer efter. Når disse så falder, er man med ét fuldstændig med, og denne oplevelse af pludselig at forstå og se sammenhængen er alfa og omega i dette tilfælde.
Jeg vil vove den påstand, at det ikke er nogen nem sag at fremstille et værk på så skrøbelig en form - én forglemmelse eller udeladelse og det hele ville falde fra hinanden. Men der er ingen huller eller ubesvarede spørgsmål tilbage, da værket ender. Selv springene i tid og dimensioner falder i hak og giver fuldstændig mening.

Jeg kan nu afsløre, at jeg nærmest skammede mig, da jeg lukkede “Kejserens atlas”, og min nonchalance var forsvundet i en hemmelig have, hvorfra den sikkert ikke vender tilbage, da kortet med vejen dertil for evigt er gået tabt. Spørg selv shogun Tokugawa…