Muslitten

Beatles-fan eller ej - mange kender de indledende ord til “Sgt. Pepper´s Lonely Hearts Club Band”:
It was twenty years ago today,
Sgt. Pepper taught the band to play…

I år er det dog fyrre år siden, en af rockhistoriens største milepæle så dagens lys: Den 1. juni 1967 udkom albummet “Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band”. Det siger næsten sig selv, at et sådant jubilæum ikke skal lades overset, og i Fredericia havde man valgt at satse stort!

På Fredericia Teater lørdag d. 6. oktober skulle ikke blot dette ene Beatles-album, men derimod Beatles-kompositioner fra 1965-1969 hyldes og fortolkes, så det var en lyst. Ialt 123 optrædende nåede at være på scenen aftenen igennem og trods det noget lokale præg, var der mange perler imellem.

Personligt var jeg tilstede i salen, fordi to af mine kæreste skulle står på scenen afslutningsvist. Deres bidrag blev udgjort af numrene “Glass Onion”, “Strawberry Fields” og “I´m the Walrus”, og det var SÅ fedt!! Ja, selvfølgelig var det det, for det var jo Beatles udsat for Lisa Vegas!

Og endnu engang sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at mangle ord og begreber, når det drejer sig om at udtrykke noget “stort”. Hvorfor var Beatles det, de var? Og ikke mindst: Hvorfor og hvordan bliver de ved med at være det? Jeg gør mig mine tanker:

For det første må deres musik indeholde noget eviggyldigt - nogle riffs, nogle rytmiske figurer, hvad-ved-jeg, som bare holder!

For det andet indeholder deres samlede produktion en stil- og genremæssig bredde, man næppe finder hos mange andre bands - det vil med andre ord sige, at der indenfor Beatles-repertoiret findes noget for enhver smag.

For det tredje kom de med noget nyt (og her tænker jeg ikke kun på deres frisurer) på et tidspunkt, hvor tiden var moden og modtagelig - det er måske hér mange gode tiltag strander: Der må nødvendigvis være nogen til at elske det i øjeblikket… ellers bliver man først berømt og feteret, når man er død.

For det fjerde var der muligvis mere end én kompositorisk begavelse i det band - Lennon/McCartney-udspil er naturligvis i overtal, men numre som “Something” og “While my guitar gently weeps” må tilskrives George Harrison. En blæret cocktail…

For det femte…

Her er det så, jeg håber, man vil byde ind med flere Beatles-betragtninger.

2 Comments

I forbindelse med mine tanker om og arbejde med (sang)tekster er det ofte faldet mig ind, at rim - hvis de vel at mærke “virker” og er konstrueret korrekt - fascinerer mennesket i en grad, så det (altså, mennesket) nærmest hensættes i en slags trance. Selv helt små børn reagerer jo tydeligt på de lydelige finurligheder, et rim udgøres af, og personligt kan jeg blive helt manisk, hvis jeg hører et rim, der i dén grad rykker!

I denne rim-forbindelse stødte jeg i Karen Blixens “Den afrikanske farm” (1937) på en interessant betragtning gjort af den dame. Nu er det nok værd at bemærke, at man ofte i Blixens forfatterskab ikke kan være helt sikker på, hvad der er fakta og hvad, der er fiktion, men i dette tilfælde er det heller ikke så afgørende. I et ganske kort afsnit, som bærer titlen “Negre og Vers”, fortæller Blixen om, hvordan hun en aften under arbejdet i majsmarken gør den opdagelse, at negrene (ja, det ord var altså ikke forbudt dengang!), trods deres stærke rytmiske sans, ikke kendte til rim. Hun fremsiger for sjov nogle indholdsmæssigt ligegyldige rim, og straks er de indfødte lutter øren: “De forstod hurtigt, at Meningen i Poesi er af underordnet Betydning, og bekymrede sig ikke om Versenes Indhold; …” (Blixen: “Den afrikanske farm”)

Jeg kan dog ikke tilslutte mig, Blixens udsagn om, at poesiens mening er underordnet - snarere tror jeg, det magiske opstår, når indhold og lyd opnår et indbyrdes klimaks, som jeg ikke selv er i stand til at definere nærmere.
Men interessant er det, at da negrene vil have Blixen til at gentage sine rim, siger de: “Tal igen, tal som Regn.” (Blixen: “Den afrikanske farm”) Blixen tager denne formulering som et udtryk for bifald, da regn i Afrika gerne er længselsfuldt ventet og derfor velkomment. Dobbelt interessant bliver udtalelsen, når man kender teksten til C. V. Jørgensens “Skygger af skønhed” fra albummet “Sjælland” (1994). Heri synger Jørgensen:
“Det rimer & det regner…” Som om de to ting helt naturligt hænger sammen!

Nogle år forinden sang han på “Indian Summer” (1988) i nummeret “Det regner i mit hjerte”:
“Det regner & det regner i mit hjerte
Det smager lidt af smerte
Det minder mig om noget”

Der må altså være noget med rim og regn - og hvem andre end C. V. Jørgensen, ladies and gentlemen, kan slippe afsted med at benytte det udskældte, latterliggjorte og håbløst klichefyldte hjerte-smerte-rim uden at blive buh´et ud..?! Kan det muligvis skyldes, at regnen “bløder” udtrykket op?

Min egen formulering af regn-og-rim-teorien går kort ud på, at ordene falder så regelmæssigt som regndråber… de siler og siver, gør de ikke?!

Jeg håber meget på noget respons på dette indlæg. Måske er der nogen, som kender mere til og ved mere om, hvad det er, der rent fysisk sker med os, når vi lægger ører til rim. Jeg tænker, der må findes helt konkrete beskrivelser af, hvordan lyden forplanter sig i øret, så man derved opnår den følelse af BEHAGELIGHED, som det fremkalder. Eller måske er det nærmere en psykologisk proces… at man har en fornemmelse af, hvad der følger, og dét er rart at vide!

6 Comments

Begrebet “hybridblog” er opstået i kraft af ønsket om at blogge om musik og litteratur OG det kraftfelt, der fremkommer, når man lader disse to influere på hinanden. Dette betyder i praksis, at man holder sig “litteraturen i musikken” for øje, når man beskæftiger sig med sidstnævnte.

Der er en kedelig tendens til, at alt for meget musik efterhånden er blevet degraderet til muzak: Det skal udelukkende fornøje - ikke gavne. Det skal suse ind i det ene øre og ud af det andet uden at efterlade sig det mindste spor, og vores medfødte musikalske intellekt står dermed tomhændet tilbage.
Dog er det min påstand, at hvis man indimellem gør sig den anstrengelse at lytte til ordene i en sang, så kan man faktisk være heldig at støde på budskaber og oplysninger, man reelt set kan bruge til noget! Det magiske i sådan et tilfælde er netop, at ordene er ledsaget af musik, hvilket gør, at de får en egen kraft i udtrykket. Jeg håber i mine kommende indlæg at kunne demonstere, hvordan sådan en oplevelse virker. I virkeligheden kræver det blot lydhør-hed… men den har mange slukket for i konsum-samfundets navn.

Og hvorfor så “muslitten”? En muslit er muligvis sådan en slags fugl (ikke at forveksle med en musvit), der ernærer sig af musikalske og litterære indtag, og i fuglens mave bliver disse to fødevarer naturligvis blendet således, at slutresultatet er ovenfor omtalte hybrid.

Endelig skal muslitten opfattes som en to-leddet proces, idet man også her på bloggen vil kunne finde indlæg, der kun drejer sig om én af delene: Når jeg har læst en bog, skal den have et ord med på vejen, ligesom de ørehængere, der fra tid til anden tager ophold i mit musikalske hoved, også skal have deres omtale.

Mit håb er, at folk vil kommentere på mine indlæg, for dialog og diskussion er udvidende i forhold til oplevelsen af musik og litteratur, og vi kan kun blive rigere!

3 Comments