Beatles-fan eller ej - mange kender de indledende ord til “Sgt. Pepper´s Lonely Hearts Club Band”:
It was twenty years ago today,
Sgt. Pepper taught the band to play…

I år er det dog fyrre år siden, en af rockhistoriens største milepæle så dagens lys: Den 1. juni 1967 udkom albummet “Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band”. Det siger næsten sig selv, at et sådant jubilæum ikke skal lades overset, og i Fredericia havde man valgt at satse stort!

På Fredericia Teater lørdag d. 6. oktober skulle ikke blot dette ene Beatles-album, men derimod Beatles-kompositioner fra 1965-1969 hyldes og fortolkes, så det var en lyst. Ialt 123 optrædende nåede at være på scenen aftenen igennem og trods det noget lokale præg, var der mange perler imellem.

Personligt var jeg tilstede i salen, fordi to af mine kæreste skulle står på scenen afslutningsvist. Deres bidrag blev udgjort af numrene “Glass Onion”, “Strawberry Fields” og “I´m the Walrus”, og det var SÅ fedt!! Ja, selvfølgelig var det det, for det var jo Beatles udsat for Lisa Vegas!

Og endnu engang sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at mangle ord og begreber, når det drejer sig om at udtrykke noget “stort”. Hvorfor var Beatles det, de var? Og ikke mindst: Hvorfor og hvordan bliver de ved med at være det? Jeg gør mig mine tanker:

For det første må deres musik indeholde noget eviggyldigt - nogle riffs, nogle rytmiske figurer, hvad-ved-jeg, som bare holder!

For det andet indeholder deres samlede produktion en stil- og genremæssig bredde, man næppe finder hos mange andre bands - det vil med andre ord sige, at der indenfor Beatles-repertoiret findes noget for enhver smag.

For det tredje kom de med noget nyt (og her tænker jeg ikke kun på deres frisurer) på et tidspunkt, hvor tiden var moden og modtagelig - det er måske hér mange gode tiltag strander: Der må nødvendigvis være nogen til at elske det i øjeblikket… ellers bliver man først berømt og feteret, når man er død.

For det fjerde var der muligvis mere end én kompositorisk begavelse i det band - Lennon/McCartney-udspil er naturligvis i overtal, men numre som “Something” og “While my guitar gently weeps” må tilskrives George Harrison. En blæret cocktail…

For det femte…

Her er det så, jeg håber, man vil byde ind med flere Beatles-betragtninger.