- Søren Kierkegaards forfatterskab har jeg aldrig betragtet som lettilgængeligt… og det gør jeg sådant set stadig ikke. Dog har jeg for ikke så længe siden afsluttet læsning af Forførerens Dagbog, som oprindeligt er en selvstændig del af værket Enten-Eller (1843). Og dette værk - altså dagbogen - er dog til at ha´ med at gøre - ja, det er i grunden yderst interessant i kraft af sine æstetiske betragtninger.

I Forførerens Dagbog skildrer Kierkegaard forføreren som et særdeles æstetisk bevidst væsen - i hans egen terminologi vel egentlig ÆSTETIKEREN.

Jeg opdagede til min egen overraskelse, at jeg sprang med på vognen: Umiddelbart vil man nok inderligt beklage den arme Cordelia, som bliver Johannes´ (forførerens) offer, men jeg endte næsten med at gøre hende til en genstand - en central brik i forførerens æstetiske spil.

Det er åbenbart ikke så ligetil at score dame PÅ DEN RETTE ÆSTETISKE FACON. Det er et planlægningsarbejde udover det sædvanlige og kræver en ualmindelig dygtig strateg og - med mine ord - manipulator. En sådan er denne Johannes, hvis evige forsvar er PAGTEN MED DET ÆSTETISKE. Og det var netop dén, der gang på gang fik mig til at leve med hans tilsyneladende koldsind; istedet for rasende på mit køns vegne (egentlig ligger der intet til hinder for at en kvinde ku´ indtage forførerens position - altså hvis I spø´r mig) at knalde bogen i, tænkte jeg snarere: Nå ja… sådan kan man selvfølgelig også se på det…

Når det er sagt, vil jeg dog nødig være i Cordelias sko. Ikke fordi læseren præsenteres for hendes ulykke - dagbogen er jo Johannes´ og derfor udelukkende fuld af hans betragtninger og udsagn, som man kan ta´ for gode varer eller ej. Hvor pålidelig han som “forfatter” er, kan sikker diskuteres. Og dagbogen slutter, da forførelsen er tilendebragt, det vil sige, da kopulation har fundet sted, så Cordelias videre virke må stå hen i det uvisse.

Når jeg alligevel tillader mig at mene, at Cordelia ikke er at misunde, siges det nok tydeligst med et citat hentet fra dagbogens allersidste side. Som sagt ledte den perfekt opbyggede forførelse til sexuelt samkvem, og herefter skriver Johannes:”Afskeed vil jeg ikke tage med hende; Intet er mig modbydeligere end Qvindegraad og Qvindebønner, der forandre Alt og dog egentlig ikke have Noget at betyde. Jeg har elsket hende; men fra nu af kan hun ikke mere beskjeftige mine Sjæl. Hvis jeg var en Gud, da vilde jeg gjøre for hende, hvad Neptun gjorde for en Nymphe, forvandle hende til en Mand.” (s. 155 - Aschehoug 2001)

Dén lader vi lige stå et øjeblik - for derefter at tilføje et:”Det er alt for galt… det kan vi virkelig ikke ta´ imod!”