Jeg har for ikke så længe siden læst en lille bog af Jørn Lund (sprogkyndig herre med mange jern i ilden - han er bl.a. direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab) og er kommet til den erkendelse, at det burde man gøre ind imellem. Titlen på den bog, som er mig bekendt, er “Den sproglige tilstandsrapport” (2004), men jeg kan se, der er flere lignende titler i hans forfatterskab.

Lund skriver ganske uhøjtideligt om, hvordan vores sprog (læs: dansk) hele tiden ændrer og udvikler sig, hvad det betyder for vores kommunikation, og hvordan det i det hele taget hænger sammen med andre af samfundets bevægelige områder. Og for folk, der ynder ord - vi er jo nogle stykker - må det nødvendigvis være fin læsning.

Jeg kom flere gange undervejs i læsningen til at tænke på min farmor. Hun var født i 1913 og døde i 2005 - altså 92 år gammel. Som barn registrede jeg af og til, at vi vist ikke forstod, hvad hinanden sagde. Hvis jeg f.eks. brugte ordet “dum” om en eller anden, troede farmor nærmest, at jeg mente “evnesvag”… for hende var ordet knyttet til en persons intellekt (eller mangel på samme), hvor jeg (barn, som sagt) bare ville udtrykke, at denne eller hin efter min mening var irriterende, ubehagelig, drillesyg eller noget i den stil.
Og farmor havde det virkelig ikke ret godt med “hej”. Nu om stunder er ordet jo både en velkomst- og en afskedshilsen, men farmor havde det knapt i sit vokabular… “goddag” (på farmor´sk “go´daw”) og “farvel” siger helt sikkert også mere end det lidenskabsløse “hej”. Med et goddag udtrykkes ønsket om, at den, man henvender sig til, må få en god dag. Og på samme vis med farvellet - far vel - kom godt afsted, må din rejse falde heldigt ud, jeg håber, det vil gå dig godt o.s.v.

Lund beklager ikke sprogets ændringer. De er, som ovenfor antydet, jo også udviklinger, og sproget bliver altså ikke fattigere. Det er helt naturligt, til tider nødvendigt, og man kan ikke forhindre det. Men: Man kan alligevel godt tænke lidt over, hvad man siger, og hvordan man bruger det værktøj, sproget er. I mine ører lyder det f.eks. fælt, når nogle gør det alt for voldsomt udi smarte, engelsk-klingende ord og vendinger - og så ikke engang har styr på den tilbagevendende problemstilling omkring “sin”, “hans” og “hendes”… her får man ingen sproglig respekt af mig… og farmor.