Muslitten

Jeg har for ikke så længe siden læst en lille bog af Jørn Lund (sprogkyndig herre med mange jern i ilden - han er bl.a. direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab) og er kommet til den erkendelse, at det burde man gøre ind imellem. Titlen på den bog, som er mig bekendt, er “Den sproglige tilstandsrapport” (2004), men jeg kan se, der er flere lignende titler i hans forfatterskab.

Lund skriver ganske uhøjtideligt om, hvordan vores sprog (læs: dansk) hele tiden ændrer og udvikler sig, hvad det betyder for vores kommunikation, og hvordan det i det hele taget hænger sammen med andre af samfundets bevægelige områder. Og for folk, der ynder ord - vi er jo nogle stykker - må det nødvendigvis være fin læsning.

Jeg kom flere gange undervejs i læsningen til at tænke på min farmor. Hun var født i 1913 og døde i 2005 - altså 92 år gammel. Som barn registrede jeg af og til, at vi vist ikke forstod, hvad hinanden sagde. Hvis jeg f.eks. brugte ordet “dum” om en eller anden, troede farmor nærmest, at jeg mente “evnesvag”… for hende var ordet knyttet til en persons intellekt (eller mangel på samme), hvor jeg (barn, som sagt) bare ville udtrykke, at denne eller hin efter min mening var irriterende, ubehagelig, drillesyg eller noget i den stil.
Og farmor havde det virkelig ikke ret godt med “hej”. Nu om stunder er ordet jo både en velkomst- og en afskedshilsen, men farmor havde det knapt i sit vokabular… “goddag” (på farmor´sk “go´daw”) og “farvel” siger helt sikkert også mere end det lidenskabsløse “hej”. Med et goddag udtrykkes ønsket om, at den, man henvender sig til, må få en god dag. Og på samme vis med farvellet - far vel - kom godt afsted, må din rejse falde heldigt ud, jeg håber, det vil gå dig godt o.s.v.

Lund beklager ikke sprogets ændringer. De er, som ovenfor antydet, jo også udviklinger, og sproget bliver altså ikke fattigere. Det er helt naturligt, til tider nødvendigt, og man kan ikke forhindre det. Men: Man kan alligevel godt tænke lidt over, hvad man siger, og hvordan man bruger det værktøj, sproget er. I mine ører lyder det f.eks. fælt, når nogle gør det alt for voldsomt udi smarte, engelsk-klingende ord og vendinger - og så ikke engang har styr på den tilbagevendende problemstilling omkring “sin”, “hans” og “hendes”… her får man ingen sproglig respekt af mig… og farmor.

2 Comments

Beatles-fan eller ej - mange kender de indledende ord til “Sgt. Pepper´s Lonely Hearts Club Band”:
It was twenty years ago today,
Sgt. Pepper taught the band to play…

I år er det dog fyrre år siden, en af rockhistoriens største milepæle så dagens lys: Den 1. juni 1967 udkom albummet “Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band”. Det siger næsten sig selv, at et sådant jubilæum ikke skal lades overset, og i Fredericia havde man valgt at satse stort!

På Fredericia Teater lørdag d. 6. oktober skulle ikke blot dette ene Beatles-album, men derimod Beatles-kompositioner fra 1965-1969 hyldes og fortolkes, så det var en lyst. Ialt 123 optrædende nåede at være på scenen aftenen igennem og trods det noget lokale præg, var der mange perler imellem.

Personligt var jeg tilstede i salen, fordi to af mine kæreste skulle står på scenen afslutningsvist. Deres bidrag blev udgjort af numrene “Glass Onion”, “Strawberry Fields” og “I´m the Walrus”, og det var SÅ fedt!! Ja, selvfølgelig var det det, for det var jo Beatles udsat for Lisa Vegas!

Og endnu engang sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at mangle ord og begreber, når det drejer sig om at udtrykke noget “stort”. Hvorfor var Beatles det, de var? Og ikke mindst: Hvorfor og hvordan bliver de ved med at være det? Jeg gør mig mine tanker:

For det første må deres musik indeholde noget eviggyldigt - nogle riffs, nogle rytmiske figurer, hvad-ved-jeg, som bare holder!

For det andet indeholder deres samlede produktion en stil- og genremæssig bredde, man næppe finder hos mange andre bands - det vil med andre ord sige, at der indenfor Beatles-repertoiret findes noget for enhver smag.

For det tredje kom de med noget nyt (og her tænker jeg ikke kun på deres frisurer) på et tidspunkt, hvor tiden var moden og modtagelig - det er måske hér mange gode tiltag strander: Der må nødvendigvis være nogen til at elske det i øjeblikket… ellers bliver man først berømt og feteret, når man er død.

For det fjerde var der muligvis mere end én kompositorisk begavelse i det band - Lennon/McCartney-udspil er naturligvis i overtal, men numre som “Something” og “While my guitar gently weeps” må tilskrives George Harrison. En blæret cocktail…

For det femte…

Her er det så, jeg håber, man vil byde ind med flere Beatles-betragtninger.

2 Comments