I forbindelse med mine tanker om og arbejde med (sang)tekster er det ofte faldet mig ind, at rim - hvis de vel at mærke “virker” og er konstrueret korrekt - fascinerer mennesket i en grad, så det (altså, mennesket) nærmest hensættes i en slags trance. Selv helt små børn reagerer jo tydeligt på de lydelige finurligheder, et rim udgøres af, og personligt kan jeg blive helt manisk, hvis jeg hører et rim, der i dén grad rykker!

I denne rim-forbindelse stødte jeg i Karen Blixens “Den afrikanske farm” (1937) på en interessant betragtning gjort af den dame. Nu er det nok værd at bemærke, at man ofte i Blixens forfatterskab ikke kan være helt sikker på, hvad der er fakta og hvad, der er fiktion, men i dette tilfælde er det heller ikke så afgørende. I et ganske kort afsnit, som bærer titlen “Negre og Vers”, fortæller Blixen om, hvordan hun en aften under arbejdet i majsmarken gør den opdagelse, at negrene (ja, det ord var altså ikke forbudt dengang!), trods deres stærke rytmiske sans, ikke kendte til rim. Hun fremsiger for sjov nogle indholdsmæssigt ligegyldige rim, og straks er de indfødte lutter øren: “De forstod hurtigt, at Meningen i Poesi er af underordnet Betydning, og bekymrede sig ikke om Versenes Indhold; …” (Blixen: “Den afrikanske farm”)

Jeg kan dog ikke tilslutte mig, Blixens udsagn om, at poesiens mening er underordnet - snarere tror jeg, det magiske opstår, når indhold og lyd opnår et indbyrdes klimaks, som jeg ikke selv er i stand til at definere nærmere.
Men interessant er det, at da negrene vil have Blixen til at gentage sine rim, siger de: “Tal igen, tal som Regn.” (Blixen: “Den afrikanske farm”) Blixen tager denne formulering som et udtryk for bifald, da regn i Afrika gerne er længselsfuldt ventet og derfor velkomment. Dobbelt interessant bliver udtalelsen, når man kender teksten til C. V. Jørgensens “Skygger af skønhed” fra albummet “Sjælland” (1994). Heri synger Jørgensen:
“Det rimer & det regner…” Som om de to ting helt naturligt hænger sammen!

Nogle år forinden sang han på “Indian Summer” (1988) i nummeret “Det regner i mit hjerte”:
“Det regner & det regner i mit hjerte
Det smager lidt af smerte
Det minder mig om noget”

Der må altså være noget med rim og regn - og hvem andre end C. V. Jørgensen, ladies and gentlemen, kan slippe afsted med at benytte det udskældte, latterliggjorte og håbløst klichefyldte hjerte-smerte-rim uden at blive buh´et ud..?! Kan det muligvis skyldes, at regnen “bløder” udtrykket op?

Min egen formulering af regn-og-rim-teorien går kort ud på, at ordene falder så regelmæssigt som regndråber… de siler og siver, gør de ikke?!

Jeg håber meget på noget respons på dette indlæg. Måske er der nogen, som kender mere til og ved mere om, hvad det er, der rent fysisk sker med os, når vi lægger ører til rim. Jeg tænker, der må findes helt konkrete beskrivelser af, hvordan lyden forplanter sig i øret, så man derved opnår den følelse af BEHAGELIGHED, som det fremkalder. Eller måske er det nærmere en psykologisk proces… at man har en fornemmelse af, hvad der følger, og dét er rart at vide!