Mit nye syn på Ib Michael Wednesday, 26. Sep 2007
Ib Michael og Kejserens atlas og Tokugawa og Vanillepigen og litteratur og litteraturklub
For et års tid siden fik jeg omsider taget mig sammen til at stifte bekendtskab med Ib Michaels forfatterskab. Jeg indledte i den forbindelse læsning af “Vanillepigen” (1991), og da den var tilendebragt, følte jeg mig igrunden ikke specielt beriget. Bevares - sproget var da smukt fyldigt, levende og rigt, men det var vel heller ikke for meget forlangt af en så veletableret og -lidt forfatter?!! Jeg accepterede - næsten - stiltiende, at Ib Michael nok bare ikke lige “var mig”. Og jeg kunne jo undlade fremover at give mig i kast med samme… troede jeg.
For efter nogle måneder blev det i min litteraturklub på demokratisk vis besluttet, at samme Ib Michael skulle have lov at optræde på kommende sæsons værk-liste. Diplomatisk, som jeg er, gik jeg med til det uden at surmule, da jeg selvfølgelig var parat til at give Michael endnu en chance. Ad tilfældighedens vej faldt valget på “Kejserens atlas” (2001) - ja, mig var det naturligvis ligegyldigt… jeg var jo på forhånd totalt uimponeret.
Da tiden for den litteraturaften, hvor “Kejserens atlas” var på dagsordenen, nærmede sig, slentrede jeg på biblioteket, hjembragte et eksemplar og placerede det i en bogkasse. Senere rykkede det nærmere min læse- og lænestol for der til sidst at blive åbnet. Min attitude har givetvis været lettere overlegen, og jeg regnede faktisk med, at det skulle blive sproget alene, der bar min læsning… og det er såmænd også okay.
Og sådan går jo så tit: Man tager til en fest uden engagement, og så ender det med at blive en jeg-går-aldrig-hjem-nat. Man frekventerer en butik uden et egentlig ærinde og ender med at gå derfra med noget, man-simpelthen-ikke-kan-leve-uden og som bare gør-mit-liv-SÅ-meget-bedre. Eller man åbner en bog, og tror man ved, hvad der venter… og så slås man omkuld af - først og fremmest - sin egen forudindtagethed.
DEN VAR INTET MINDRE END FÆNOMENAL!
Når jeg i dén grad imponeredes og indfangedes af “Kejserens atlas”, skyldes det først og fremmest, Ib Michaels evne til i dette værk at levere oplysninger, man som læser i første omgang ikke helt forstår, hvad man skal bruge til. Og endnu vigtigere: at undlade (eller rettere: forsinke) oplysninger, man nærmest higer efter. Når disse så falder, er man med ét fuldstændig med, og denne oplevelse af pludselig at forstå og se sammenhængen er alfa og omega i dette tilfælde.
Jeg vil vove den påstand, at det ikke er nogen nem sag at fremstille et værk på så skrøbelig en form - én forglemmelse eller udeladelse og det hele ville falde fra hinanden. Men der er ingen huller eller ubesvarede spørgsmål tilbage, da værket ender. Selv springene i tid og dimensioner falder i hak og giver fuldstændig mening.
Jeg kan nu afsløre, at jeg nærmest skammede mig, da jeg lukkede “Kejserens atlas”, og min nonchalance var forsvundet i en hemmelig have, hvorfra den sikkert ikke vender tilbage, da kortet med vejen dertil for evigt er gået tabt. Spørg selv shogun Tokugawa…
Ja, Ib Michael.
Nu er der vel lidt en tendens til at være højpandet på litteraturvidenskab, eller hvad skal (må) vi kalde det? Altså at vi skal være finkulturelle og dermed er populærkulturen ikke noget for os, men kan det finkulturelle være populært? Man bliver altid en smule skeptisk hvis er forfatter er (lidt for) populær. Tænk fx Jens Christian Grøndahl, Hanne Vibeke Holst - hvad er det for noget de går og laver? Ja, sælger bøger i massevis, men den kunstneriske værdi?
Og sådan er vi vel lidt, er det ikke rigtigt?
Men nej, vil du jo indvende, hvilket er ganske rigtigt, for du har jo læst første bind af erindringerne og fandt dem bare ikke spændende nok, eller hvad det nu var, og det er jo helt reelt, så har du jo givet dem en chance og ved hvad du taler om.
Men Ib Michael. Jeg startede, ganske klicheagtigt med hans Kilroy Kilroy og fandt den ikke mindre end fantastisk. (Har siden foræret den til andre, der desværre slet ikke har kunnet se det fantastiske i den.) Men den er jo så skøn, så sprudlende et sprog, jeg elsker den for det magiske, for det fantatiske, for variationen, den uendelige variation, for al den rigdom i oplevelser, vi kan synes så afskåret fra. Men så kan vi jo læse om det.
Jeg har forsøgt at læse Vanillepigen og blev skuffet. Det var for gråt og kedeligt, men jeg gav den ikke en chance og læste den ikke færdig. Til gengæld i “Kejserfortællingen” (1995), digtsamlingen “Himmelbegravelse” (1992) og “Rejsen Tilbage” (1994) fandt jeg det magiske sprudlende, som for mig er det Ib Michael kan.
Og siden da? Ja, der synes jeg da vidst lige at den mand har solgt lidt for mange bøger til at jeg kan interessere mig for ham!? (eller også har jeg haft andet at lave(læse))
Jo, Kristine, du har nok ret. Men generelt mener jeg nu ikke, at jeg forsager populærkulturen. Ligesom jeg også mener, at det finkulturelle sagtens kan være populært.
Jeg tror, den slags har meget med følelser at gøre: Jeg kan f.eks. føle, at jeg har ENERET på kunne lide noget, hvis andre kun kan lide det sådan semi. Jeg kan blive så optaget af noget (en bog, et stykke musik, et band el.lign.), at det næsten kan irritere mig, hvis andre også kan lide dette “noget”. Det er jo egentlig underligt, hvis man gerne vil udbrede “det gode budskab”. Men det ved jeg faktisk heller ikke helt, om jeg vil i omtalte tilfælde! Jeg vil ha´ det for mig selv!! Nå, men det er næppe muligt i disse kommunikative tider.
Ib Michael og “Kejserens atlas” vil jeg dog gerne dele… mere følelsesbetonet er jeg trods alt heller ikke.