Muslitten

I forbindelse med mine tanker om og arbejde med (sang)tekster er det ofte faldet mig ind, at rim - hvis de vel at mærke “virker” og er konstrueret korrekt - fascinerer mennesket i en grad, så det (altså, mennesket) nærmest hensættes i en slags trance. Selv helt små børn reagerer jo tydeligt på de lydelige finurligheder, et rim udgøres af, og personligt kan jeg blive helt manisk, hvis jeg hører et rim, der i dén grad rykker!

I denne rim-forbindelse stødte jeg i Karen Blixens “Den afrikanske farm” (1937) på en interessant betragtning gjort af den dame. Nu er det nok værd at bemærke, at man ofte i Blixens forfatterskab ikke kan være helt sikker på, hvad der er fakta og hvad, der er fiktion, men i dette tilfælde er det heller ikke så afgørende. I et ganske kort afsnit, som bærer titlen “Negre og Vers”, fortæller Blixen om, hvordan hun en aften under arbejdet i majsmarken gør den opdagelse, at negrene (ja, det ord var altså ikke forbudt dengang!), trods deres stærke rytmiske sans, ikke kendte til rim. Hun fremsiger for sjov nogle indholdsmæssigt ligegyldige rim, og straks er de indfødte lutter øren: “De forstod hurtigt, at Meningen i Poesi er af underordnet Betydning, og bekymrede sig ikke om Versenes Indhold; …” (Blixen: “Den afrikanske farm”)

Jeg kan dog ikke tilslutte mig, Blixens udsagn om, at poesiens mening er underordnet - snarere tror jeg, det magiske opstår, når indhold og lyd opnår et indbyrdes klimaks, som jeg ikke selv er i stand til at definere nærmere.
Men interessant er det, at da negrene vil have Blixen til at gentage sine rim, siger de: “Tal igen, tal som Regn.” (Blixen: “Den afrikanske farm”) Blixen tager denne formulering som et udtryk for bifald, da regn i Afrika gerne er længselsfuldt ventet og derfor velkomment. Dobbelt interessant bliver udtalelsen, når man kender teksten til C. V. Jørgensens “Skygger af skønhed” fra albummet “Sjælland” (1994). Heri synger Jørgensen:
“Det rimer & det regner…” Som om de to ting helt naturligt hænger sammen!

Nogle år forinden sang han på “Indian Summer” (1988) i nummeret “Det regner i mit hjerte”:
“Det regner & det regner i mit hjerte
Det smager lidt af smerte
Det minder mig om noget”

Der må altså være noget med rim og regn - og hvem andre end C. V. Jørgensen, ladies and gentlemen, kan slippe afsted med at benytte det udskældte, latterliggjorte og håbløst klichefyldte hjerte-smerte-rim uden at blive buh´et ud..?! Kan det muligvis skyldes, at regnen “bløder” udtrykket op?

Min egen formulering af regn-og-rim-teorien går kort ud på, at ordene falder så regelmæssigt som regndråber… de siler og siver, gør de ikke?!

Jeg håber meget på noget respons på dette indlæg. Måske er der nogen, som kender mere til og ved mere om, hvad det er, der rent fysisk sker med os, når vi lægger ører til rim. Jeg tænker, der må findes helt konkrete beskrivelser af, hvordan lyden forplanter sig i øret, så man derved opnår den følelse af BEHAGELIGHED, som det fremkalder. Eller måske er det nærmere en psykologisk proces… at man har en fornemmelse af, hvad der følger, og dét er rart at vide!

6 Comments

For et års tid siden fik jeg omsider taget mig sammen til at stifte bekendtskab med Ib Michaels forfatterskab. Jeg indledte i den forbindelse læsning af “Vanillepigen” (1991), og da den var tilendebragt, følte jeg mig igrunden ikke specielt beriget. Bevares - sproget var da smukt fyldigt, levende og rigt, men det var vel heller ikke for meget forlangt af en så veletableret og -lidt forfatter?!! Jeg accepterede - næsten - stiltiende, at Ib Michael nok bare ikke lige “var mig”. Og jeg kunne jo undlade fremover at give mig i kast med samme… troede jeg.

For efter nogle måneder blev det i min litteraturklub på demokratisk vis besluttet, at samme Ib Michael skulle have lov at optræde på kommende sæsons værk-liste. Diplomatisk, som jeg er, gik jeg med til det uden at surmule, da jeg selvfølgelig var parat til at give Michael endnu en chance. Ad tilfældighedens vej faldt valget på “Kejserens atlas” (2001) - ja, mig var det naturligvis ligegyldigt… jeg var jo på forhånd totalt uimponeret.

Da tiden for den litteraturaften, hvor “Kejserens atlas” var på dagsordenen, nærmede sig, slentrede jeg på biblioteket, hjembragte et eksemplar og placerede det i en bogkasse. Senere rykkede det nærmere min læse- og lænestol for der til sidst at blive åbnet. Min attitude har givetvis været lettere overlegen, og jeg regnede faktisk med, at det skulle blive sproget alene, der bar min læsning… og det er såmænd også okay.

Og sådan går jo så tit: Man tager til en fest uden engagement, og så ender det med at blive en jeg-går-aldrig-hjem-nat. Man frekventerer en butik uden et egentlig ærinde og ender med at gå derfra med noget, man-simpelthen-ikke-kan-leve-uden og som bare gør-mit-liv-SÅ-meget-bedre. Eller man åbner en bog, og tror man ved, hvad der venter… og så slås man omkuld af - først og fremmest - sin egen forudindtagethed.
DEN VAR INTET MINDRE END FÆNOMENAL!

Når jeg i dén grad imponeredes og indfangedes af “Kejserens atlas”, skyldes det først og fremmest, Ib Michaels evne til i dette værk at levere oplysninger, man som læser i første omgang ikke helt forstår, hvad man skal bruge til. Og endnu vigtigere: at undlade (eller rettere: forsinke) oplysninger, man nærmest higer efter. Når disse så falder, er man med ét fuldstændig med, og denne oplevelse af pludselig at forstå og se sammenhængen er alfa og omega i dette tilfælde.
Jeg vil vove den påstand, at det ikke er nogen nem sag at fremstille et værk på så skrøbelig en form - én forglemmelse eller udeladelse og det hele ville falde fra hinanden. Men der er ingen huller eller ubesvarede spørgsmål tilbage, da værket ender. Selv springene i tid og dimensioner falder i hak og giver fuldstændig mening.

Jeg kan nu afsløre, at jeg nærmest skammede mig, da jeg lukkede “Kejserens atlas”, og min nonchalance var forsvundet i en hemmelig have, hvorfra den sikkert ikke vender tilbage, da kortet med vejen dertil for evigt er gået tabt. Spørg selv shogun Tokugawa…

2 Comments

Begrebet “hybridblog” er opstået i kraft af ønsket om at blogge om musik og litteratur OG det kraftfelt, der fremkommer, når man lader disse to influere på hinanden. Dette betyder i praksis, at man holder sig “litteraturen i musikken” for øje, når man beskæftiger sig med sidstnævnte.

Der er en kedelig tendens til, at alt for meget musik efterhånden er blevet degraderet til muzak: Det skal udelukkende fornøje - ikke gavne. Det skal suse ind i det ene øre og ud af det andet uden at efterlade sig det mindste spor, og vores medfødte musikalske intellekt står dermed tomhændet tilbage.
Dog er det min påstand, at hvis man indimellem gør sig den anstrengelse at lytte til ordene i en sang, så kan man faktisk være heldig at støde på budskaber og oplysninger, man reelt set kan bruge til noget! Det magiske i sådan et tilfælde er netop, at ordene er ledsaget af musik, hvilket gør, at de får en egen kraft i udtrykket. Jeg håber i mine kommende indlæg at kunne demonstere, hvordan sådan en oplevelse virker. I virkeligheden kræver det blot lydhør-hed… men den har mange slukket for i konsum-samfundets navn.

Og hvorfor så “muslitten”? En muslit er muligvis sådan en slags fugl (ikke at forveksle med en musvit), der ernærer sig af musikalske og litterære indtag, og i fuglens mave bliver disse to fødevarer naturligvis blendet således, at slutresultatet er ovenfor omtalte hybrid.

Endelig skal muslitten opfattes som en to-leddet proces, idet man også her på bloggen vil kunne finde indlæg, der kun drejer sig om én af delene: Når jeg har læst en bog, skal den have et ord med på vejen, ligesom de ørehængere, der fra tid til anden tager ophold i mit musikalske hoved, også skal have deres omtale.

Mit håb er, at folk vil kommentere på mine indlæg, for dialog og diskussion er udvidende i forhold til oplevelsen af musik og litteratur, og vi kan kun blive rigere!

3 Comments